Økologi i forhold til dyrevelfærd.

Når du vælger at købe økologisk kød, fjerkræ, æg og mælk kan du være sikker på at dyrene har haft et ordentligt liv, hvor der er blevet taget hensyn til deres naturlige behov. Der er ganske skrappe regler for, hvordan økologiske dyr opdrættes. Alle dyr skal have adgang til daglig motion. De skal have frisk luft og dagslys i stalden, hvor der også skal være liggearealer med frisk strøelse, som f.eks. halm. Dyrene skal have økologisk foder, og der skal være adgang til grovfoder (f.eks. græs, hø, gulerødder og roer) hele året rundt. Økologiske dyr må ikke fodres med kraftfoder. I konventionelt landbrug, hvor der godt må bruges kraftfoder, betyder det for kyllingers vedkommende, at de vokser så hurtigt at deres ben til sidst ikke kan bære deres egen vægt. Dyrene må heller ikke få forebyggende medicin, som f.eks. antibiotika, og der må ikke foretages indgreb på dyrene, som for eksempel klipning af grisens hale eller tænder. Høns får heller ikke klippet deres næb. Derudover er der en lang række specifikke regler for de enkelte dyrearter. Blandt de mange er her et lille udpluk. Køer, store kalve, søer og pattegrise skal være på græs mindst 150 dage i sommerhalvåret. Kalve skal have dækket deres naturlige suttebehov.
Søer skal have deres grise hos sig, til de er mindst syv uger gamle. Høns og andet fjerkræ over seks uger skal have fri adgang til en hønsegård i dagtimerne.

Når et økologisk dyr skal slagtes, skal der også tages hensyn til velfærden. Blandt andet siger reglerne at transporttiden fra landmand til slagteri skal være under otte timer. Svin skal under opstaldning på slagteriet have adgang til vand, og de skal slagtes samme dag, de er leveret. Når du spiser økologisk kød, kan du derfor sætte tænderne i din bøf med god samvittighed, fordi du ved, at dyret har levet et godt liv.