 |
| |
Det har længe været omdiskuteret, hvorvidt økologiske fødevarer er sundere end konventionelle. Nyere undersøgelser tyder dog på, at der er visse sundhedsmæssige fordele ved de økologiske fødevarer.
En række undersøgelser har således vist, at indholdet af de såkaldte sekundære stoffer er betydeligt højere i økologiske grønsager og frugt sammenlignet med konventionelle grønsager.
Sekundære stoffer er en fælles betegnelse for en stor gruppe forskelligartede stoffer, bl.a. farve- og aromastoffer, samt stoffer som indgår i planternes naturlige forsvar. Nogle af disse stoffer virker som antioxidanter. Antioxidanter kan have en sundhedsfremmende virkning, når de optages i kroppen, da de menes at have en forebyggende effekt på kræft og åreforkalkning. Det kan også dokumenteres, at økologiske grønsager har en højere koncentration af flavonoider, som er naturlige antioxidanter.
Videnskabelige forsøg har også vist, at økologisk mælk indeholder sundere fedtsyrer end konventionel mælk. Økologisk mælk indeholder op til 5 gange så mange CLA-fedtsyrer. CLA-fedtsyrer er flerumættede fedtsyrer, som er med til at modvirke fedme, kræft og hjerte-karsygdomme. Økologisk mælk har også et højere indhold af antioxidanterne A- og E-vitamin.
|
|